Madordning

Ifølge Dagtilbudsloven skal der hvert andet år tages stilling til, om der skal være madordning i institutionen.

Det er forældrene til børnene i institutionen, der bestemmer, om der skal være madordning i institutionen eller ej. Valget beror på et simpelt flertal.

Hvis madordningen tilvælges, får børnene serveret mad i institutionen hver dag og skal ikke selv have madpakke med. Forældrene betaler et månedligt beløb til madordningen.

Hvis madordningen fravælges, skal børnene selv have madpakker med.

Madordningen i Børnehuset Svalereden

I Børnehuset Svalereden har vi madordning for alle børn. Vi tilbyder morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.

Vores husassistent tilbereder maden i vores eget køkken. Husassistenten gør måltiderne så varierede og ernæringsmæssigt korrekte som muligt. Vi følger Fødevarestyrelsens anbefalinger og byrådets politik om kost i dagtilbud.

Vi har det økologiske spisemærke i bronze. Det betyder, at vi bruger 30-60 % økologiske varer.

Til morgenmad kan børnene få havregrød, havregryn eller havrefras og mælk.

Til frokost serverer vi rugbrødsmadder to dage og varm mad tre dage om ugen. Den ene af dagene er den varme mad suppe eller grød.

Om formiddagen og eftermiddagen får børnene serveret rugbrød og frugt/grønt.

Vores husassistent laver en madplan for en uge ad gangen. Du kan se madplanen på vores opslagstavle og Aula.

Børnene bliver tilbudt mælk eller vand til måltiderne.

Børn på under et år følger deres egen kostplan og spisetider. Børn på under et år tilbyder vi mælkeerstatning, grød, kartofler og grøntsager.

Vi begrænser brugen af sukker og tilbyder ikke børnene slik, kage og saftevand i institutionen.

Særlige behov

Hvis dit barn ikke må få bestemte fødevarer på grund af allergi eller sygdom, beder vi om en lægeerklæring.

Du kan efter kulturel og/eller religiøs overbevisning fravælge bestemte fødevarer for dit børn.

Hyggelige måltider

Vi prioriterer måltiderne højt, da vi gerne vil give børnene sunde kostvaner og hyggeligt samvær omkring spisningen.

Vi skaber et så roligt og hyggeligt spisemiljø som muligt. Børnene sidder i samme spisegruppe sammen med en fast voksen, der kender deres vaner.

Børnene lærer almindelig bordskik, såsom at vente til det bliver deres tur, sende videre m.m. De øver også selvhjulpenhed, f.eks. ved at dække bord, hælde op, smøre mad osv.