
Faciliteter
Børnehuset Svalereden har tre legepladser, som indbyder til leg, bevægelse, fordybelse og fællesskab. Legemiljøerne udvikles løbende sammen med børnene og tilpasses deres interesser og behov.
Børnehuset Svalereden ligger i Asferg i et roligt villakvarter med naturen tæt på. Her har vi gode rammer både inde og ude, som understøtter børnenes leg, nysgerrighed og udvikling.
Indendørs er vuggestue og børnehave placeret i hver sin ende af huset, men vi arbejder tæt sammen på tværs. Huset er indrettet med mindre lærings- og legemiljøer, hvor børnene kan fordybe sig, være kreative, bygge relationer og udforske verden sammen med nærværende voksne. De fysiske rammer udvikler sig løbende i takt med børnegruppens interesser og behov, og børnene er med til at sætte deres præg på miljøerne.
Udendørs råder vi over tre legepladser – to til vuggestuebørnene og én til børnehavebørnene. Her er plads til både aktiv leg, motoriske udfordringer, rolige stunder og fællesskaber på tværs. Vi har blandt andet områder med klatretræer, bålplads og små kroge, der inviterer til fantasileg og fordybelse.
Udeliv er en vigtig del af hverdagen i Svalereden. Vi bruger legepladserne året rundt og tager også tit på ture i naturen og lokalområdet. Med vores ladcykler kommer vi vidt omkring, og børnene oplever både skov, grønne områder, legepladser og lokale fællesskaber uden for børnehuset.
Vi har en adgang til en have, som er et vigtigt læringsrum for børnene. Her følger de naturens gang gennem året, når vi gør jorden klar, sår, planter, luger og høster. Haven giver børnene konkrete erfaringer med natur, udeliv og bæredygtighed, samtidig med at den skaber gode rammer for fællesskab og oplevelser.
Som en del af vores læringsmiljø har vi et børnebibliotek ved indgangen, hvor børn og forældre kan låne bøger og temakufferter med hjem. Materialerne understøtter blandt andet dialogisk læsning, sprogudvikling, fantasi og fælles oplevelser mellem børn og voksne.